Standardisering og automatisering af processer: Supply chain blog kapitel 2

picjumbo.com_HNCK0391

I dette andet blogindlæg om supply chain, bliver der kigget nærmere på processer – nærmere bestemt standardisering og automatisering.

Læs også: Eksperterne

Standardisering af dine processer

Fra det tidspunkt, hvor din ydelse – hvad enten det er et fysisk produkt eller en service – tilgår din virksomhed og til du får det forfinet og sendt afsted til dine kunder, gennemløber ydelsen din virksomheds supply chain. Hver enkelt proces i din værdikæde tilføjer værdi til din ydelse, og gennem din supply chain sendes ydelsen videre til næste proces, som tilføjer yderligere værdi.

Supply chains binder på den måde processerne sammen og da de fleste virksomheder opererer med en fastlagt produktlinje eller en fastlagt serviceydelse kan du med fordel overveje, hvordan du kan standardisere måden hvorpå du flytter din ydelse gennem virksomhedens værdikæde. Her er det oplagt fx at etablere en fast aftale med din råvareleverandør om præcise leveringstidspunkter og mængder, eller med det taxaselskab, som fragter dine kunder fra lufthavnen til dit hotel. Derved er du klar, når du indledningsvist modtager din ydelse, og skal have den sendt videre til næste led i værdikæden – uanset om det er diamanter der skal slibes til eller hotelgæster der skal indlogeres på deres værelse!

Ved at være forberedt skærer du spildtid fra dine processer og spildtid er der ingen der kan fordrage. Standardisering af processerne gør en stor forskel for de virksomheder jeg arbejder med, bl.a. når det drejer sig om den daglige kommunikation på tværs af værdikæden med såvel kunder som leverandører. Ved fx på forhånd at have udarbejdet en standardiseret ordrebekræftelse, som blot skal have tilføjet kundens oplysninger, skærer du tid fra din arbejdsgang i denne proces, som de fleste gentager mange gange dagligt.

Samtidig sikrer du, at hver kunde får den samme gode kvalitet hver gang. Når du så vil yde ekstra god og personlig service til enkelte kunder står det dig frit for at gøre dette, men til dagligt er du dækket ind og skal ikke bruge unødig tid på denne del af den samlede proces frem mod et endeligt salg. Ligeledes kan du have standardiseret din bestillingsformular til din leverandør ud fra dennes krav og ønsker, hvorved du gør leverandørens arbejde meget lettere – og dermed øger muligheden for at få din ydelse leveret til tiden hver gang.

Disse eksempler på standardisering af processer er ikke raketvidenskab, men jeg taler med mange virksomhedsejere, som ikke udnytter de muligheder der ligger i at frigøre såvel tid som penge ved at gennemtænke og trimme fx kommunikationen mellem processerne i deres værdikæde. Og kommunikation er blot ét område, hvor standardisering kan skabe synlig værdi for din virksomhed og for dine kunder, så overvej hvor i din virksomhed standardisering kan skabe værdi?

Læs også: Intro og generelt om supply chain: Supply chain blog kapitel 1

Automatisering af processer

De steder, hvor du endvidere har mulighed for at automatisere dine standardiserede processer, bør dette udnyttes så vidt muligt. Eksempelvis genererer langt de fleste professionelle webshops automatisk en ordrebekræftelse til kunden ved køb, ligesom der automatisk sendes en besked til kunden, når varen afsendes fra lager. Ligeledes kan du på flere caféer opleve at skulle hente din egen mad ved bardisken, når din udleverede brik bipper.

Her har caféen automatiseret den proces, som ellers havde krævet, at en tjener skulle servere maden for dig ved bordet – men hvis ikke caféen mener, at det vil skabe kundeværdi i netop deres koncept, så kan de ligeså vel spare den tid, som så kan bruges et andet sted i værdikæden, fx på at komme en ekstra gang ned til dit bord og høre, om I er tilfredse med maden. Sådan – øget kundeværdi! Hvis kunden derefter mener, at det vil skabe mere værdi for netop ham at få serveret sin cafémad ved bordet, så må han gå på restaurant.

Automatisering af dine processer kan ligesom standardiseringen finde anvendelse utallige steder i de fleste virksomheder og derved frigøre tid og penge. Ved at automatisere dine processer, så de flytter sig selv videre gennem din supply chain, kan du bruge den tid, der ellers ville gå til lavpraktiske daglige gøremål, til at videreudvikle din virksomhed og fokusere på, hvad der ude i fremtiden kan tænkes at skabe værdi for dine kunder.

Udnyt mulighederne!

Disse enkle, men dog komplekse overvejelser er værd at gøre sig for de fleste virksomheder. Enkelte virksomheder jeg har arbejdet med kører med så simple setups, at det vil være svært at trimme deres supply chain yderligere, men så snart din virksomhed opererer med flere processer, der sammen skaber din ydelse, så vil du med de rette øjne ofte kunne frigøre værdifuld tid eller økonomi, som da vil kunne skabe mere værdi andre steder i din værdikæde.

Læs med i næste indlæg, hvor jeg vil guide dig igennem hvordan du kan indrette og trimme din virksomheds supply chain, så både du, dine kunder og dine leverandører kun får lige nøjagtig de oplysninger, som I lige netop har brug for, når I har brug for dem – og derved skærer unødvendigt fyld fra!

For feedback og øvrige henvendelser kan Christian Møller kontaktes via Linkedin:  dk.linkedin.com/in/ccmoeller

Læs også: PUSH eller PULL: Supply chain blog kapitel 3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Artikler som også interessere dig

Icebreaker Urban – ismaskinen der får folk til at f... Philip Roager 2018-10-16
Glem dine følelser, hold fokus og sælg rationelt Philip Roager 2018-09-11
SEO tendenser i 2018 Anders Hahn Madsen 2018-01-17
” Er det nu vi skal gøre noget 100% sammen? Det var han ... Kasper Hansen 2017-10-11
23-årig studerende køber virksomhed på Saxis: Arbejd hård... Kasper Hansen 2017-03-21