10 trin: kom godt igang med din nye virksomhed!

startup-593329_1280

Hvis du er ny som selvstændig erhvervsdrivende, vil du møde mange udfordringer når du går igang med din nyerhvervede forretning. Vi har her 10 råd til, hvordan du tackler udfordringen. Er du ikke ny, men har overtaget en ny forretning, kan du bruge artiklen her som reminder for, at sørge for at du har husket det hele.

For uanset hvem du er, eller hvilken forretning du har overtaget, vil du blive udfordret. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, at få succes med din nye forretning og derfor vil vi gerne hjælpe lidt på vej i den rigtige retning.

Læs også: 7 Tiltag, der øger din virksomheds værdi (markant)

1. Planen

Du skal selvfølgelig lægge en handlingsplan. Mit forslag er, at du sammen med sælger finder frem til, hvilke udfordringer virksomheden står overfor, hvilke muligheder der er i markedet og hvordan de udnyttes.

Derefter ligger du simpelthen en plan, måned for måned. Minimum et år frem. I planen skriver du, hvilke tiltag der skal gøres hvornår, af hvem, hvad det kræver af resurser og ikke mindst hvor lang tid det vil tage. Når du har en sådan plan, kan du dele den op i måneds og kvartalsplaner som du hele tiden kan holde dig til.

Dette er vigtigt for at sikre at du kan fokusere på at eksekvere i stedet for at overveje, vurdere, analysere og diskutere. Når planen er klar, skal der bare eksekveres. Det er meget vigtigt når du overtager en ny virksomhed, da du i forvejen vil gøre alting langsommere end den tidligere ejer i starten, fordi du ikke har den samme viden og rutine. Derudover er der sikkert en masse ting der skal omstruktureres, hvilket også er tidskrævende.

Så start med planen. Gerne med hjælp fra sælger.

2. Koldt vand i blodet og åbent sind

Det kan lyde som 2 trin i 1, men det er faktisk det samme. Du skal forberede dig på at der kommer til at være mange udfordringer. Situationer du aldrig har været i før, problemer du aldrig har tacklet før, produkter, kunder og leverandører du ikke kender til osv.

Netop derfor er det essentielt at du holder hovedet koldt og har et åbent sind så du kan få øje på de muligheder og løsninger der præsenterer sig selv, midt i alt kaoset. Ellers kan det hurtigt blive mere besværligt end det behøver at være.

Så rådet her er at forberede dig på at der kommer til at være rigtig mange udfordringer og at det er helt naturligt og ikke fordi der er noget galt med dig eller virksomheden. Og så gå til opgaven med roligt og åbent sind.

3. Delegér

Du kan ikke gøre alting selv. Kommer du fra et fast arbejde er du sikkert vant til at have en fast funktion, som du udfylder og derfor rækker dit ansvar ikke meget længere, end de opgaver der hører til denne funktion (hvis man ser lidt firkantet på det).

Når du er ejer og øverste bestemmende magt i din egen virksomhed er alting dit ansvar og derfor er det vigtigt, at du uddelegerer det ansvar til nogle kompetente medarbejdere, så du ikke drukner i opgaver.

Husk på at det er dit ansvar, at virksomheden bevæger sig fremad og det gør den ikke, hvis der ikke er nogen der har tid til at tænke fremad. De opgaver som du ikke selv er verdensmester til, bør du lade andre varetage, hvis der er råd til det vel at mærke. På den måde bliver opgaverne løst bedre og du får tid til at tænke fremad og få virksomheden til at rykke sig.

4. Forbliv sulten

Hvis du går til din nye virksomhed med den opfattelse, at du nu er nået toppen af karriere pyramiden og ikke længere behøver at stræbe, lære og blive bedre, så kan du lige så godt lukke forretningen med det samme.

At være erhvervsdrivende betyder at du er i skarp konkurrence med andre erhvervsdrivende. Hver dag. Du er nødt til hele tiden at erhverve dig ny viden, stræbe efter mere, investere i dine medarbejderes kompetencer. Hvis du ikke bevæger dig fremad personligt, er der en god sandsynlighed for, at din virksomhed heller ikke gør.

For en virksomhed er stilstand det samme som tilbagegang, fordi andre virksomheder er i konstant bevægelse. Så fald ikke bag af dansen. Dit nye liv som iværksætter er ikke en sovepude. Tværtimod.

5. Spørg om hjælp

I tråd med råd nummer 4 skal du huske at du ikke kan alting selv. Der er visse ting som du af gode grunde ikke kan vide og her er det vigtigt at du ikke er for stolt til at spørge om hjælp når du har brug for det. Det kan tage dig uger og endda måneder, at løse et problem som du ingen erfaring har med. Hvorimod en person med erfaring for netop dette, måske kan løse samme problem på et par dage.

Husk at udnytte dit netværk og spørge om hjælp når du er i tvivl. Husk iøvrigt også at udvide dit netværk. Sørg for at du kender nogen der besidder de kompetencer du ikke selv har.

Læs også: Succes med webshop uden produktkendskab

6. Pas på likviditeten

Likviditet er din vigtigste resurse i virksomheden, så pas godt på den! Løber du tør for likviditet er løbet kørt. Derfor skal du altid holde et vågent øje med dit cash flow og din likviditet.

Likviditeten er et udtryk for virksomhedens kontante pengebeholdning. Det vil sige de penge der rent faktisk er i banken, som virksomheden uden videre kan bruge af, til betaling af regninger og lønninger eksempelvis.

Sørg for at dine betalingsbetingelser overfor kunder ikke er for gavmilde og sørg for at have ordentlige procedurer omkring fakturering og bogføring. Gør dette til en prioritet. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt dette punkt er!

7. Vær ét med dit marked

Det er meget vigtigt, når du går igang med en ny forretning, at du sætter dig grundigt ind i markedet og kunderne. Hvem er stamkunderne? Hvem er de potentielle nye kunder? Hvilke andre spillere er der på markedet? Hvordan er de anderledes fra din virksomhed?

Her kan du med fordel også tage en god snak med den tidligere ejer. Når du har et godt indblik i hvem dine kunder er, kan du planlægge hvordan du holder på de eksisterende og tiltrækker de potentielle.

8. Husk at hustle

Når du driver din egen forretning, skal du hele tiden lave aftaler med andre erhvervsdrivende. Det kan være leverandører, kunder, samarbejdspartnere etc.

I de aftaler du laver, ligger en kæmpe stor faktor for din forretnings succes.  Specielt i forhold til punkt nr. 6 er dette vigtigt. Jo bedre aftaler du kan forhandle dig til, jo bedre vil dit cashflow se ud. Husk at den gode aftale ikke er en aftale hvor du vinder og modparten taber. Den gode aftale er en win-win situation, hvor den du laver aftalen med også får stor værdi ud af samarbejdet og derfor har lyst til at fortsætte med at samarbejde.

Du skal altså tænke: Hvad er fordelagtigt for mig som modparten skal gå med til? og hvad er fordelagtigt for modparten, som jeg kan gå med til uden at ødelægge min fordel i aftalen?

Husk det nu. Sig aldrig bare ja, husk at hustle og få en god deal!

Læs også: Her er nøglen til succes gennem online-salgsoptimering

9. Rust dig med tålmodighed

Jo større et projekt er, jo flere ting skal spille sammen før det kommer til at lykkes. Derfor tager det nødvendigvis også længere tid. Så når du sidder på toppen i en virksomhed og skal styre projekter der involverer hele virksomheden, tager disse projekter rigtig lang tid at løse.

Dertil kommer at du uundgåeligt vil møde mange problemer og udfordringer på vejen.

Det kræver at man kan sætte disse ting i perspektiv og bevare tålmodigheden og troen på at det nok skal lykkes. Som jeg også har skrevet tidligere, så er livet som erhvervsdrivende ingen sovepude, det bliver en kæmpe udfordring. Men de resultater man høster når man lykkes, er også tilsvarende større.

10. Fokusér på at skabe værdi

Virksomheder der bliver succeser har alle noget til fælles. De skaber værdi for kunderne. At skabe værdi, handler om at være super skarp på, hvad dine kunders behov er og så dække dem så godt som muligt.

Det kræver, at man har afgrænset hvem kunderne er (det er nemlig ALDRIG “alle” eller “alle der kan bruge produktet”). Find din målgruppe, lær deres behov at kende (grundigt) og begynd så at skabe værdi for dem, gennem produkter de har behov for.

Lykkes du med dette, vil din virksomhed markedsføre sig selv, gennem god omtale og anbefalinger.

Held og lykke med din nye virksomhed!

Læs også: Undgå at spilde penge på AdWords

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Artikler som også interessere dig

Guide: Hvordan undersøger jeg om aktiverne er korrekt pri... Niels Ryding Olsson 2019-04-05
Luk virksomhed – en komplet tjekliste Niels Ryding Olsson 2019-04-02
Guide: Alt hvad du skal vide om at sælge dit varelager Niels Ryding Olsson 2019-03-21
Konkurser – Den bedste forretning du nogensinde har... Niels Ryding Olsson 2019-03-20
5 tips til at skrive den perfekte pressemeddelelse Philip Roager 2018-09-20