Trods fremgang i dansk økonomi bremses ejerskifter af manglende finansiering

23.000 danske virksomheder står over for ejer- eller generationsskifte i de næste 10 år. Mange ejerskifter bliver dog aldrig realiseret på grund af blandt andet manglende finansiering. Saxis’ samarbejde med Lendino vil forsøge at komme dette problem til livs.

Om samarbejdet mellem Saxis og Lendino
Lendino formidler lån ved hjælp af crowdlending. Hvis en potentiel køber på Saxis’ virksomhedsbørs mangler finansiering, kan de ansøge om et lån hos Lendino. Her kan mere end 4.500 långivere udlåne beløb fra 1.000 kr. og opefter til projektet.
Samarbejdet med Lendino har indtil videre resulteret i flere succesfulde ejerskifter, blandt andet til Höjtryk og Petcare Scandinavia.

Mange forhindringer på vejen mod et godt ejerskifte

Desværre er der mange forhindringer, der kan sætte en kæp i hjulet på et succesfuldt ejerskifte. Ejeren kan have svært ved at se sit hjertebarn i hænderne på en anden ejer, eller han er kommet for sent i gang med at planlægge salget af virksomheden. I flere tilfælde falder ejerskiftet igennem på grund af manglende finansiering fra købers side.

“Vores erfaring fra Saxis, hvor vi har faciliteret 1.900 virksomhedshandler siden 2010, er, at i de sager, hvor transaktionen falder fra hinanden, efter køber og sælger har gennemgået alt materialet omkring virksomheden og stadig er enige om, at de gerne vil handle, er årsagen over halvdelen af tiden manglende finansieringsmuligheder.”
Det fortæller Niels Ryding Olsson, adm. direktør i Saxis, Skandinaviens største online markedsplads for køb og salg af virksomheder.

Huller i markedet for ejerskifte finansiering muliggør samarbejde mellem Saxis og Lendino

De købere, som ikke kan finansiere et ejerskifte med egenkapital og et almindeligt banklån, kan finde hjælp andre steder. Vækstfonden tilbyder for eksempel lån på 1 mio. kr. eller derover til veletablerede virksomheder og har desuden startet “Landbrugets Ejerskifteskole”, som klæder unge landmænd på til at købe egen gård. Alternativt kan man hente finansiering fra en business angel, som derved får en andel i virksomheden.

Disse løsninger passer dog ikke til alle ejerskifter. Små webshops og den lokale murermester har sjældent den nødvendige omsætning til at få hjælp fra Vækstfonden, og mange ønsker ikke at afgive en andel i virksomheden til en business angel, hvis de overhovedet kan tiltrække en. Her er egenkapital og banklån de mest gængse finansieringskilder.

“Det er næsten aldrig sådan, at hele købesummen betales kontant i virksomhedshandler,” fortæller Niels Ryding Olsson.

“Når vi har med små virksomheder at gøre, er problemet blot, at bankerne ikke er risikovillige nok til at være med. Det er ærgerligt, for det at købe en eksisterende virksomhed er et fornuftigt alternativ til at starte en virksomhed op fra bunden: Der er et eksisterende produkt, et kundegrundlag og goodwill. Derfor har vi indgået samarbejde med Lendino, så endnu flere små virksomheder kan få et godt ejerskifte.”

Også hos Lendino ser man gode perspektiver for samarbejdet om ejerskiftelån. Det har indtil videre givet flere gode lån, som er til gavn for både låntager og långivere. “Vores mission er at gøre det nemmere og billigere for små og mellemstore virksomheder at finde finansiering. Et ejerskifte er i forvejen en administrativt tung proces, så vi mener ikke, at finansieringen skal tilføje ekstra kompleksitet. Det er her, vi gerne vil melde os på banen,” fortæller Esben Bistrup Halvorsen, direktør i Lendino.

Om Lendino

Lendino blev stiftet i begyndelsen af 2014 med en vision om at sikre nemmere og billigere erhvervslån til danske virksomheder og samtidig levere en attraktiv investeringsmulighed for private og professionelle investorer.

Lendino har formidlet ca. 70 mio. kr. i erhvervslån fordelt på omtrent 250 virksomheder. Dertil formidler Lendino også netværkslån, der primært henvender sig til foreninger og virksomheder med et stort netværk.

Se flere virksomheder til salg på:

ArtiklerKøb af virksomhedKøb og salg af virksomheder

Artikler som også interessere dig

Girlpower: En voldsom bilulykke og corona stoppede ikke E... Mette Jeannot 2024-03-18
Køb og salg af virksomheder udenfor Danmark Niels Ryding Olsson 2022-11-14
Hvad bør du være opmærksom på, når du vælger printer til ... Niels Ryding Olsson 2022-09-30
Grafikr om fravalget af en investering Niels Ryding Olsson 2021-02-19
6 Råd: Sådan kommer du i gang med influencer marketing Niels Ryding Olsson 2021-02-09