På bare 6 dage solgte 20 årig iværksætter sin “gør det selv” virksomhed

 

Holger startede “Gør-det-selv” Gin virksomhed som 19 årig

“Jeg var 19 da jeg startede virksomheden som et sabbatårsprojekt ved siden af arbejdet, da jeg kedede mig mere end jeg havde regnet med.

Virksomheden solgte lav-selv gin kits B2C, og efter kort tid i markedet blev der skrevet en klassisk ung-iværksætter-historie om mig i Aarhus Lokalavis, hvilket jo var god markedsføring og en indikator på at man havde gang i noget af det rigtige.

Jeg endte med at få en B2B-aftale med en virksomhed der tilbød julegaveordninger B2B samt et langt større salg end jeg havde regnet med.

 

Læs mere om Holgers iværksætterhistorie i Aarhus Lokalavis: Lokalt og hjemmelavet: Holger satser på udstyr til hjemmeproduktion af gin

Jeg startede fordi jeg mente det var en god idé, der var lav konkurrence med eksorbitant høje priser sammenlignet med hvad jeg kunne lave, og produktet passede godt ind i tiden.

I dag er der større fokus på kvalitet og luksus frem for masseforbrug, og idéen om hjemmelavet kvalitets gin var oplagt i disse dage hvor fokus på specialvarer inden for nydelse, eksempelvis spiritus, kaffe, vin mv. er større end nogensinde før.”

Men at drive virksomhed som 19 årig der bor hjemme er ikke helt uden udfordinger..

Hvad gør man når man som 19-årig stadig bor hjemme, og der strømmer ordrer ind når man ikke er hjemme? Man spørger sin dejlige mor pænt om hun ikke lige kan rende på posthuset med pakkerne! Hende skylder jeg vist en god middag nu.”

Man skal ikke gøre noget halvt

Holger er en ung entreprenant type med fart på, men han formår at holde fokus og dedikere sig 100% til de ting han går igang med. Det blev faktisk årsagen til at virksomheden GinLab skulle sælges.

“Jeg begyndte på økonomistudiet på Københavns Universitet. Jeg kan mærke at jeg er mere akademisk anlagt og savnede virkelig at udvikle mig mere personligt i sabbatåret; jeg lærte ikke noget eller følte ikke jeg voksede synderligt som menneske.

Det var af samme grund jeg startede virksomheden. Jeg kunne mærke at jeg ikke drev virksomheden til det fulde potentiale, og jeg skalerede ikke som jeg burde have gjort. Det bliver svært at fokusere 100% på studiet når der skal drives virksomhed ved siden af, og jeg havde langt mere lyst til at kunne gå ind i studiet med hele min energi i stedet for at skulle zappe mellem de to fra start.

Derfor besluttede jeg mig for at finde en aftager med de rette evner og intentioner, som kunne skalere og drive virksomheden med mere energi end jeg selv kunne.”

 

Salgprocessen var også en proces som Holger gik 100% ind i. Han gjorde sig blandt andet mange tanker omkring købere og virksomhedens fremtid.

“Jeg tænkte over pris, hvem jeg var villig til at sælge til, samt hvilke prospekter jeg mente overtagelsen skulle ske med; hvilke fremtidsplaner jeg ser for virksomheden og idéer til hvordan køber skulle drive det videre. På den front er jeg i tæt dialog med køber som beholder mig som ekstern konsulent.

Det her er min anden virksomhed som 20-årig, så mon ikke der kommer flere? Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse fra start.

Jeg har oplevet, at jeg med salget er endt med at have fået betalt min timeløn for det arbejde jeg har lagt i virksomheden, hvilket jeg langt fra havde med det overskud der var i forvejen. Så det er helt fantastisk at kunne.”

Holger har også et råd til andre der overvejer at sælge en virksomhed:

“Sørge for at det er velovervejet; man skal ikke bare lave et hurtigt exit for hurtige penge hvis man selv tror fuldt ud på idéen og har overskuddet til at drive det til det fulde potentiale. Jeg mener man skal sælge i to tilfælde; hvis man beslutter sig for at man hellere vil en anden vej i livet på et personligt plan, eller hvis man ikke har overskuddet til at drive virksomheden på det optimale niveau med fuld skalering. Jeg hører selv til den sidste.”

 

 

 

 

 

 

 

 

Succesen fejres med en god flaske vin

“Det har betydet enormt meget; jeg kan fokusere på det, der er det rigtige i mit liv lige nu. Det har for mig i højere grad været succesoplevelsen ved at få bevis for at man havde fat i den lange ende med virksomheden end det har været pengene.

Hvis jeg var interesseret i pengene havde jeg beholdt virksomheden og havde skaleret og arbejdet alt hvad jeg overhovedet kunne.

Det her har i højere grad været en dannelsesrejse for mig, og jeg har lært mere end jeg nogensinde havde forestillet mig da jeg startede; om alt fra, hvordan man trækker momsen fra til salgsprospekter og forhandlinger.

Overdragelsen gik hurtigt og nemt. Køber var fantastisk nem at arbejde med, aktiv og tilgængelig under hele processen. Der var stort engagement fra købers side, og det er jo fantastisk at opleve så stor en interesse og respekt for det man har skabt med de bare næver så at sige.

Følelsen efter købsaftalen var skrevet under var fantastisk. Der blev åbnet en god flaske vin og fejret. Helt igennem fantastisk følelse!”

Hvad bringer fremtiden for Holger?

“Ang. fremtidige projekter, så skal jeg lave noget andet nu. Virksomheden startede jo som et sabbatårsprojekt, fordi jeg fandt ud af hvor kedeligt det kan være at holde friår, og jeg havde nogle penge fra mit fantastiske caféjob.

Nu er jeg flyttet til København fra Aarhus og har fundet et studie som jeg brænder for, og jeg vil vove at påstå at jeg er mere akademisk end entreprenant anlagt, så nu prøver jeg mig selv af på universitetet først. Men man ved jo aldrig hvad der sker når man en gang bliver færdig; det kunne jo være helt vildt spændende at lege videre med nogle mere seriøse startups senere eller, gud forbyde det, starte helt forfra hvis man finder en ny, sjov idé.

Men jeg tror jeg sætter lidt højere krav til mig selv næste gang mht. idéen og skalérbarhed, og så vil jeg jo naturligvis gerne lave noget hvor jeg bruger de kompetencer jeg får på studiet.

Jeg kunne godt se mig selv forsøge at lynstarte noget sjovt henover en sommer; vi har lange ferier på studiet, og nu har jeg jo lige bevist for mig selv at det kan være let at sælge, hvis man laver noget der fungerer. Hvis jeg virkelig skal drømme om eventuelle fremtidige projekter, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at lave noget andet end at sælge forbrugsvarer, men i stedet bruge studiet i arbejde med velfærd, sociale, økonomiske og politiske forhold. Et eksempel på nogen jeg synes laver noget fornuftigt kunne være Dalberg, et relativt nyt konsulentbureau der arbejder med bæredygtige løsninger på socioøkonomiske problemer rundt omkring i verden.

Jeg mener ikke vi rigtig mangler flere fysiske varer og forbrugsgoder, men måske i højere grad viden og services, samt løsninger på globale problemer. Men lad os nu se, der er masser af muligheder derude. Men jeg er bestemt blevet fristet af friheden i selv at kunne styre arbejdet, målet og resultaterne i et startup. Det er en helt og igennem fantastisk følelse at se noget gå fra en mærkelig idé til et sælgende produkt med mennesker der faktisk kan lide det man har lavet. Det har givet mig en masse selvtillid, og det vil jeg aldrig glemme.”

Vi ønsker Holger alt det bedste i fremtiden og god vind med studierne!

Artikler som også interessere dig

Frederik på 20: “Hvis du ville beholde virksomheden... Niels Ryding Olsson 2019-07-11
Benny fandt en partner til sin virksomhed og fik mere tid... Niels Ryding Olsson 2019-05-08
Alexander så en anden person gå i hans tøj Niels Ryding Olsson 2019-05-02
23 årig iværksætter solgte 3 virksomheder, ved siden af v... Philip Roager 2019-04-16
Julius er 20 år og har lige solgt sin tredje virksomhed Niels Ryding Olsson 2019-04-11