36 årig iværksætter: “Tænk at jeg har skabt noget, som andre vil betale for at blive en del af”

Eva er en sej iværksætter som har startet sit eget smykkebrand ved siden af et fuldtidsarbejde og arbejdet det op til et punkt hvor hun ikke selv kunne følge med længere.

Derfor har hun nu fundet en partner som har købt 70% af VERA VEGA og skal hjælpe hende med at forløse virksomhedens potentiale. Det har vi snakket mere med Eva om.

Fortæl kort omkring dig selv og din virksomhed

Jeg hedder Eva Lund, jeg er 36 år og har en International cand.ling.merc. i marketing, PR og virksomhedskommunikation. Jeg har netop solgt 70% af min virksomhed VERA VEGA på Saxis. VERA VEGA er et moderne smykkemærke der sælger smykker med en Skandinavisk æstetik og en finurlig twist af kontraster.

Under mine studier havde jeg brug for kreativ adspredelse væk fra bøgerne. Som yngre tegnede og malede jeg meget, men jeg havde lyst til at kaste mig over en anden kreativ genre og forelskede mig i smykkedesign, efter jeg lavede mit første smykke i sølv.

Jeg startede jo virksomheden hjemme i lejligheden og det var bare absurd på en måde, at sidde der ved skrivebordet og læse uopfordrede ansøgninger fra guldsmed studerede fra København, Paris og London, som gerne ville i lære hos VERA VEGA – Men de kunne jo ikke vide, at hele firmaet kun var mig, at jeg arbejdede hjemme, og at jeg slet ikke var uddannet guldsmed og på ingen måde i stand til at give dem en fyldestgørende læreplads. 

VERA VEGA blev også inviteret til at vise seneste kollektion til et modeshow der skulle afholdes på en flydende platform uden for Emiraterne. Tror kun det kostede omkring 200.000 kr. at deltage, hvilket jeg jo på ingen måde kunne betale. Det var endnu en gang hvor man lige når at tænke, de må jo tro jeg er mega succesfuld.

Det er sådanne hændelser der har været mange af og som jeg synes er lidt sjove at tænke tilbage på. Andre gode minder er f.eks. fra da jeg mødte Kronprinsesse Mary til en messe og hun kunne lide mine designs. Hun var utrolig sød og interesseret i designprocessen.

Hvorfor valgte du at finde en partner?

Det var faktisk ikke min intention at sælge hele virksomheden, men nærmere at finde en partner der kunne komplimentere mine mindre stærke sider. Jeg brænder for det kreative, designprocessen, branding osv. men jeg brugte næsten mere tid på regnskab, lagerføring, og juridiske emner f.eks. i forhold til eksport til UK efter Brexit osv. Med et fuldtidsjob ved siden af begyndte det at blive mere drænende end sjovt, at bruge mine aftener på at sætte mig ind i f.eks. nye GDPR regler. 

Derudover savnede jeg en at sparre med, så jeg ikke altid stod med alle beslutningerne alene. Der er også utroligt stor konkurrence på det danske smykkemarked. Der er så mange små smykkemærker og utrolig dygtige designere nu, at hvis du ikke har lidt kapital i ryggen, så er det svært ikke at drukne i mængden og helt umuligt at hamle op mod de store spillere.

Hvilke tanker gjorde du dig før du søgte en forretningspartner?

Jeg gjorde mig mange tanker og tog tilløb til beslutningen i lang tid, især fordi VERA VEGA med årene var blevet så stor en del af mig og min identitet, men jeg konkluderede til sidst at fordelene opvejede ulemperne, hvis det kunne lykkes at finde et godt partnermatch – og det gjorde det.

Har du nogle råd til andre der overvejer at finde en investor?

Opvej fordele og ulemper – lav en liste og skriv dem ned. Tænk det igennem i noget tid og tilføj flere punkter til listen hen ad vejen. Når du ikke kan komme i tanke om flere, så sæt dig ned og kig dem igennem. Hvilke punkter vægter højere end andre. Mærk efter i maven.

Husk at overveje (hvis du søger en partner) om du virkelig er klar til at frigive kontrollen. 

Det er super vigtigt, at du er afklaret med, at du ikke længere bare kan træffe alle beslutninger og føre ting ud i livet, hvis I ikke er enige. Her skal man være ærlig med sig selv, om man virkelig er villig til at give slip på sin baby.

Hvad har det betydet for dig at få en investering?

Det har betydet at min motivation er kommet tilbage. At virksomheden bliver styrket med nye kompetencer. At vi nu har lidt kapital i ryggen og kan agere på nogle af de muligheder der opstår og som vi skaber sammen. Jeg har også fundet en forretningspartner der er god til det regnskabsmæssige og tekniske, hvilke betyder at jeg nu kan bruge min fulde energi på det jeg er bedst til.

Det er fedt at starte en drøm selv, men det er endnu sjovere at gøre det sammen med nogen, der har den samme drøm og passion – og det er fedt at have én at dele de små sejre med eller søge råd hos, når det går den modsatte vej, for de perioder er der også mange af.

Overdragelsen gik let og hurtigt. Vi har ikke poppet champagnen endnu, men det er pga. af corona-restriktionerne. Det tager vi revanche på, når verden åbner op igen.

Hvordan føltes det da du skrev under på købsaftalen?

Det føltes uvirkeligt. Tænk at jeg havde skabt noget, som andre så værdi og potentiale i – og rent faktisk ville betale for at blive en del af. Jeg var faktisk lidt stolt.

Hvis du vil besøge Eva og hendes virksomhed VERA VEGA, kan de findes her:

ArtiklerIværksætterhistorierKøb og salg af virksomhederSalg af virksomhedSælgercases | Artikler

Artikler som også interessere dig

Girlpower: En voldsom bilulykke og corona stoppede ikke E... Mette Jeannot 2024-03-18
Køb og salg af virksomheder udenfor Danmark Niels Ryding Olsson 2022-11-14
Hvad bør du være opmærksom på, når du vælger printer til ... Niels Ryding Olsson 2022-09-30
Grafikr om fravalget af en investering Niels Ryding Olsson 2021-02-19
6 Råd: Sådan kommer du i gang med influencer marketing Niels Ryding Olsson 2021-02-09